Værd at vide
Foden er et mesterværk! Tænk engang, at du kan gå på alle tænkelige underlag og stadig holde balancen. Foden er bygget til at tilpasse sig det underlag, du går på og samtidig være både fleksibel, stabil, blød og stærk. For at opnå dette skal muskler, led og ledbånd arbejde sammen. Hvis blot én muskel eller ét led giver smerter, risikerer du at overbelaste kroppen og få ondt i fod, knæ, hofte eller ryg.
At vælge sko til arbejde er derfor ikke noget, du skal tage alt for let på. I en travl hverdag med et højt aktivitetsniveau, kan forkert fodtøj få konsekvenser for, hvor godt og let du kommer igennem dagen. Træthed undgår man nok aldrig efter en lang vagt. Men tænk over, at godt fodtøj kan betyde, at fødder og ben hurtigere bliver klar til en ny dag. Og vigtigst af alt – at godt fodtøj kan forebygge problemer og nedslidning i det lange løb.
Vidste du at
… strømper af 100 % bomuld suger og holder på fugten og er derfor ikke egnet til arbejdsbrug.
Prøv dine nye sko sidst på dagen, hvor dine fødder er mest hævede. Så er der større sandsynlighed for, at du vælger rigtigt. Og det skal netop føles rigtigt fra start af – en sko skal aldrig gås til.
Kilde: Danske Fysioterapeuter, https://fysio.dk/
"